Mød personen bag edisadilovic.com

Jeg hedder Edis Adilovic. Jeg er 35 år, fuldstændig blind siden jeg var to, og jeg elsker at bevise, at teknologi kan give alle muligheder, at samarbejde skaber succes, og at kreativitet ikke kender grænser.


Min historie

Jeg blev født i Bosnien og kom til Danmark som flygtning i 1993. Mine forældre gav mig et valg: sidde i et hjørne og have ondt af mig selv, eller klatre i træer og udforske verden. Jeg valgte træerne.

Siden har jeg taget en kandidat i Human Resource Management, studeret i New York, gået 800 kilometer alene på Camino de Santiago, løbet maraton, lært mig selv 3D-design og vundet andenpladsen i World IDOL 2024. I 2026 var jeg en af de fem medvirkende i DR1-serien Eventyr i blinde, hvor vi rejste gennem Sydeuropa uden syn.

I dag arbejder jeg som tilgængelighedskonsulent, 3D-designer og foredragsholder. Jeg hjælper organisationer med at blive digitalt tilgængelige, bygger værktøjer og modeller, og deler min historie om mod, samarbejde og at finde sin egen vej.

Edis griner ved indgangen til sit kontor i Odense, i mørk dynejakke og grøn poloshirt. Bag ham er en grå stenmur med et stort hvidt husnummer 5, og hans hvide stok står lænet op ad nedløbsrøret til venstre.
Ved døren til kontoret på Pantheonsgade 5 i Odense.
Sort-hvidt portræt af Edis, der smiler let mod kameraet, i mørk jakke over stribet trøje.

Accessible3D: min anden virksomhed, print og salg af taktile modeller. accessible3d.io

World IDOL 2024: andenplads i den internationale konkurrence for blinde, der arbejder for inklusion.

Indsamling: 70.000 kroner til Dansk Blindesamfund ved mit første maraton.

LinkedIn: linkedin.com/in/edisadilovic

Edis løber på en solrig sti iført gul vest med blindesymbol og sorte løbetights, med grønne buske og træer bag sig.

Erfaring, uddannelse og kompetencer

Jeg har syv års erfaring med tilgængelighed, hjælpemidler og undervisning i både den offentlige og den private sektor. Jeg er cand.negot. i Human Resource Management og har rådgivet kommuner, uddannelsesinstitutioner og virksomheder om digital inklusion og kompenserende teknologi.

Erfaring

  • 2021 til i dag

    Selvstændig konsulent, tilgængelighed og hjælpemidler

    Rådgivning af kommuner, uddannelsesinstitutioner og virksomheder om tilgængelighed, hjælpemidler og digital inklusion. Udvikling og afvikling af kurser, workshops og foredrag. Dokumentation og anbefalinger til brug i bevillingsansøgninger.

  • 2024 til 2025

    Underviser og konsulent, Dansk Blindesamfund

    Udvikling og gennemførelse af undervisningsforløb i synskompenserende teknologi for borgere og fagpersoner. Rådgivning om valg af hjælpemidler og kompenserende strategier. Samarbejde med kommuner og uddannelsesinstitutioner.

  • 2019 til 2024

    IT-konsulent og underviser, Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi, Odense

    Undervisning af borgere med funktionsnedsættelse i hjælpemidler. Udvikling af undervisningsmateriale og individuelt tilrettelagte forløb. Koordinering med uddannelsesinstitutioner og leverandører og bidrag til kvalitetsudvikling af tilbuddene.

Uddannelse

  • 2016 til 2018

    Cand.negot., Human Resource Management, Syddansk Universitet

    Speciale: analyse af de udfordringer, blinde møder på arbejdsmarkedet. Vurderet til topkarakter.

  • 2013 til 2016

    Bachelor (negot.), international business og engelsk, Syddansk Universitet

    Inklusive et semesters studieophold i New York.

Certificeringer og efteruddannelse

Professionelt medlem af IAAP International Association of Accessibility Professionals Medlem siden september 2026 Se medlemskabet på Credly (åbner i nyt vindue)

  • JAWS Certified 2026, Vispero. Certificeret første gang i 2023, recertificeret i september 2026.
  • ZoomText Certified 2026, Vispero (september 2026).
  • NVDA Expert, NV Access (september 2026).
  • Projektlederuddannelse, ModusPlus (2024).
  • Konsulentuddannelse, Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi (2022).
  • Voksenpædagogisk grunduddannelse, Komponent (2022).

Kompetenceområder

Digital tilgængelighed
WCAG 2.2, EN 301 549, webtilgængelighedsloven og tilgængelighedsloven for produkter og tjenester. Manuel test med skærmlæser, tastatur og forstørrelse, prioriterede rapporter, gentest og tilgængelighedserklæringer.
Skærmlæsere og hjælpemidler
JAWS, NVDA, ZoomText, Windows Oplæser, VoiceOver og TalkBack. Braille-displays og notatapparater, forstørrelse, OCR, talende ure, GPS og navigationsapps.
Tilgængelige dokumenter
PDF, Word, PowerPoint og formularer med korrekt struktur, læseorden og alternative tekster.
AI og værktøjsudvikling
Claude Code og OpenAI Codex i daglig brug. Agentflows, hvor specialiserede agenter planlægger, koder, tester og reviewer efter faste krav til tilgængelighed og sikkerhed. RAG, MCP-integrationer og systemprompter. Python og FastAPI, JavaScript og TypeScript, PostgreSQL, Astro, Playwright og drift på egne Linux-servere. Alt testet med skærmlæser undervejs.
Taktilt 3D-design og 3D-print
3D-modellering med kode og AI uden syn. Evakueringsplaner, kort, arkitekturmodeller, museumsgenstande og skilte med braille.
Undervisning og kursusudvikling
Forløb for borgere, kurser for fagpersoner, kommunale pakker og undervisning af pårørende. Voksenpædagogisk grunduddannelse.
Rådgivning om hjælpemidler og bevillinger
Behovsafdækning, afprøvning og dokumentation til ansøgninger om bevilling og legater.
Foredrag og formidling
Konferencer, årsmøder og ledergrupper. Medvirken på DR1 og Radio4.
Projektledelse og samarbejde
Projektlederuddannelse. Koordinering på tværs af kommuner, uddannelsesinstitutioner, leverandører og jobcentre.

Sprog

Dansk (modersmål), engelsk (C2) og bosnisk (C2).


Mine kerneværdier

Klar kommunikation
Jeg forklarer tingene, som jeg selv gerne ville have dem forklaret. Ingen fagjargon, ingen antagelser.
Ærlig snak
Hvis idéen ikke holder, tidsplanen er urealistisk eller budgettet er et problem, siger jeg det, og vi finder alternativer.
Løsninger, der faktisk virker
Jeg bruger skærmlæser 16 timer om dagen. Det, jeg anbefaler, er det, jeg selv bruger, og det fungerer mandag morgen.
Når jeg siger tirsdag, er det tirsdag
Rapporter, opkald og materialer leveres som aftalt. Og du får altid at vide hvorfor, så du ved, hvad du investerer i.

Presse og medvirken

Vis 8 omtaler mere

Vil du vide, om jeg kan hjælpe med jeres opgave? Spørg. Første samtale er gratis.

Book en gratis afklaringssamtale